Krummer - et lille udpluk af mine aforismer


Noget om hunde uden midler

Menneskets bedste ven er hunden
En trøst i sorgen og kvalen
Hvis vi skal efterligne dens kunnen
Skal vi lære at logre med halen


Noget om skævhed og broderskab

Lighed vil folket kræve
Men jeg sir’ alligevel nej
Især når alle de skæve
Er lige ved siden af mig


Noget om integritet

Jeg er ikke til salg
Mig kan ingen bestikke
Egentlig ikke mit valg
Men lad nu det ligge


Noget om de ligegyldige

Alle er lige for Herren
Men mange går fra forstanden
Af den evige skullen væren
Lige dumme, for Fanden


Noget om vinterlykke

Jeg står her og glædes ved synet
Af min frosne og snehvide have
Jeg skulle ha' klippet og trimmet og stynet
Men nu nyder jeg alt det jeg ikke kan lave


Noget om almening

Populistens strabads i det almene spil
Og en af de største gener
Er at udtrykke en soleklar holdning til
Hvad flertallet måske mener

Noget om hverdagens orakel

Mit klarsyn tager mig igen ved næsen
Og den åbenbaring jeg fik på det sidste
Har vist sig at være af alment væsen
Og noget jeg i forvejen gik og vidste


Noget om Mørkemænd

Bedst som man finder at alting er rart
Så møder man helt sikkert nogen
Som siger man skal, og helst i en fart
Bevare fornuften og tabe troen


Noget om den nyriges udfordring

Manden der pludselig blev meget rig
Købte mængder af ting som han godt ku’ li’
Der opstod et frygteligt roderi
For han havde intet at ha’ det i


Noget om frihedens tyranni

Jeg bor i det fuldendte demokrati
I en af de tryggeste ærtebælge
Men jeg vil altså først være fulstændig fri
Når jeg slipper for det med at vælge


Noget om det sikre valg

Livet er en jubelfest
Så tak for klynken og vrælen
Fordi vi har det nu én gang bedst
På bunden af jammerdalen


Noget om frygtløs glammen

En visionær er én der tør
At se og gø før andre gør


Noget om monotonister

Jeg søger et sørgeligt additiv 
Til en salig og almen hverdag
Det beriger mit sind, min sjæl og mit liv
At der er nogen jeg kan få ondt af




© Christian Cletus 2017